HUM 21 > Startskud den 6. marts > Dekanens velkomsttale
Godmorgen alle sammen, og velkommen til samarbejdsudvalgets store projekt, "Humaniora ind i det 21. århundrede" eller som det hedder i kortform: HUM21. Som dekan og som formand for fakultetets samarbejdsudvalg har jeg fået æren af at indlede.
Rigtig mange af os, der har Det Humanistiske Fakultet som vores arbejdsplads er med her i dag, og det er - så vidt jeg ved - ikke sket før i fakultetets nyere historie.
Vi er i det store hele en velfungerende arbejdsplads, hvor folk yder en meget stor arbejdsindsats. Vi forsker mere end nogensinde, vores nye studerende bliver yngre og yngre og de falder mindre fra. Vores gennemførelsestider er også i bedring, og vi har aftagerpaneler og erhvervsaftaler ganske som det er blevet forlangt af os.
Samtidig har vi naturligvis en meget lang ønskeseddel: Bedre bygninger, mere plads, mere tid, hyggeligere miljø, færre ting, der skal tælles, flere tanker, der skal tænkes og drøftes, færre snævre regler, mere frihed - listen er meget lang. Men Helge Sander er ingen julemand, så det er i høj grad op til os selv at skabe de vilkår, der kan opfylde i det mindste nogen af vores ønsker.
For mig handler HUM21 netop om, at vi bliver i stand til at sætte en fælles dagsorden for hvordan det moderne humaniora skal være. Hvad er vores største svagheder? - men især: Hvad er vores styrker, og hvordan bruger vi dem bedst til at blive en bedre forskningsinstitution, et bedre uddannelsessted og en bedre arbejdsplads? Hvor skal vi hen, og hvad skal vi kunne for at komme dertil?
"Hvorfor?" vil nogen af jer sikkert spørge, "Hvorfor alt det ståhej, når vi i forvejen har så travlt".
Uanset hvad I læser i avisen, er jeg er på ingen måde uvidende om eller blind for det enorme arbejdspres fakultetets medarbejdere dagligt kæmper med. Jeg er klar over at det koster jer mange overvejelser at hive en hel dag ud af en travl kalender, for i morgen skal hele dagen i dag jo nok indhentes.
Med Universitetsloven er universiteterne blevet underlagt bestyrelser, der har ansvar for forvaltningen af økonomien og kan ansætte og afskedige rektor. Ministeriet indgår udviklingskontrakter med universitetsbestyrelserne. Men udover kontraktpolitikken oplever vi også, at politikere og Videnskabsministeriet har en meget stor interesse i at styre universiteterne og kontrollere os helt ned i detaljen.
Jeg kan ikke se de mange kontrol- og måle-foranstaltninger som andet end en massiv mistro til universiteterne. Hvor meget af denne mistro skal vi selv påtage os skylden for? Er det muligt at genskabe en situation, hvor universiteterne mødes med tillid og faktisk genvinder reel autonomi i stedet for det noget fiktive "selvstyre", som man påstår, vi har nu? Eller er al kontrollen simpelthen et udtryk for et kronisk underskud på tillidskontoen?
Det kan - måske - være svært at se, men et af de ønsker, jeg har som dekan, er at sørge for, at der bliver mindre administration og så få regler som overhovedet muligt. Mange af de regler, der er ved at give os alle sammen iltmangel, skal vi overholde - men nogen er også groet frem internt på fakultetet, og dem kan og må vi selv tage ansvaret for. Her vil det være godt med nogle valg - eller fravalg.
Der stilles mange krav til os, og det er vigtigt at vi ikke går i panik og bliver så stressede, at vi ikke kan overskue hverdagen. Der kan være mange gode grunde til at gennemførelsesprocenten på mange studier skal op, men jeg vil fastholde, at det er institutternes og fagenes frie valg, hvordan de vil nå målet. Ikke om de skal nå målet, men hvordan de når det. Om det er et urimeligt mål eller ej er naturligvis en diskussion værd, men hvis vi ikke opfylder de krav, der stilles til os, så bliver vi fattigere, og det råderum vi har til kreativitet og nytænkning endnu mindre.
Internationalisering og globalisering er en stor sproglig og kulturel udfordring for det danske samfund. I mødet med denne udfordring er vi fra humaniora bedre rustet til at vise veje fremad end de fleste, og jeg ser det som en stor opgave for os at vise samfundet, at vi magter at frembringe, anvende og formidle viden, der kan gøre overgangen fra "puslingland, som hygger sig i smug" til "global medspiller" nemmere. Det er også os, samfundet har brug for, når vi taler om at bevare vores sprog og kulturarv, og når vi drøfter hvordan vi giver nydanskere plads til at integrere sig på deres egne måder og med den nødvendige tid. Og så har jeg endda kun løftet en flig for alle fakultetets kvaliteter og potentialer.
Der er i den grad brug for os. Når de store og vigtige spørgsmål bliver stillet i både lokal og global sammenhæng - så kan, skal og vil vi levere nogle kvalificerede og interessante svar.
Vi har alle en rolle at spille der, hvor vi arbejder. Fakultetets styrke skabes af hver eneste person på fakultetet, der bestræber sig på at gøre alting så godt som muligt og konstant være på udkig efter måder at gøre det bedre på. Af hver og en, der villigt deler sine erfaringer med andre og åbent lytter til andres input.
Det er det, vi gerne vil praktisere her i dag.
Endnu en gang velkommen fra min side. Og hermed vil jeg overlade talerstolen til min næstformand i samarbejdsudvalget, Henrik Prebensen.
